GP-Allstars
Som stjerner på himlen
★★★★★☆
Jennifer Niven har produceret en stjernegod John Green inspireret fortælling, ”Som stjerner på himlen,” der går lige ind og rører hjertet på unge piger. Dette er historien om en pige, der lærer at leve af en dreng, der ønsker at dø.
Bogen ”Som stjerner på himlen” handler om to unge mennesker, Violet Markey og Theodore Finch, der begiver sig ud på et vildt og kærlighedsfuldt road-trip på baggrund af et skoleprojekt. Finch er skolens freak og en outsider, der hver dag leder efter måder at dø på, men også på ting der gør livet værd at leve. Violet var skolens stjerne, den smukke og kloge pige, der sammen med sin søster skrev en blog om piger, men da søsteren dør i en bilulykke, holder Violet op med at leve livet, men tæller i stedet ned til den dag, hvor hun kan forlade byen. På road-trippet begynder Violet igen at værdsætte de smukke ting i livet, der er værd at leve for, mens Finch lidt efter lidt føler sig mere og mere død, når han ikke er sammen med Violet. En dag er Finch taget væk og ingen ved hvor han er. Violet begiver sig ud i en desperat søgen efter ham, sikker på, at noget er helt galt, og hun ender da også med at få opfyldt sine bange anelser. Det eneste Finch efterlader sig er et halvfærdigt skoleprojekt og en række af små hilsner.
”Som stjerner på himlen” er en hjerteskærende kærlighedshistorie inspireret af John Greens kæmpesucces ”En flænge i himlen.” Genren er ramt næsten perfekt og vil gå direkte i hjertet på alle teenagepiger. ”Som stjerner på himlen” har et rigt og varieret sprog og en finurlig sammensætning af ord. Bogen er beregnet for unge i alderen 11-17 år, men kan godt læses af voksne også. Bogen er ikke egnet for børn under 10 år, fordi den handler om nogle mennesker, der ofte er på grænsen til selvmord, og så er der selvfølgelig også ægte kærlighed mellem Finch og Violet.